Nopa Nordic
Når målbare beslutninger bliver til reel værdi
Samarbejdet mellem Easy Fair og Nopa Nordic begyndte i 2022.
I et tæt samarbejde, hvor Easy Fair havde det overordnede projektansvar og Nopa Nordic satte den strategiske og faglige retning, inviterede vi tredjeparten Målbar ind i projektet med ét klart fokusl: at skabe et dokumenteret overblik over hele processen – fra designvalg og materialer til produktion og opbygning – og gøre det muligt at måle den konkrete effekt af de valg, der blev truffet undervejs.
For Nopa Nordic er arbejdet med dokumenterede og langsigtede produktionsprincipper en integreret del af virksomhedens måde at udvikle produkter på. Som dansk, familieejet producent med mere end 60 års erfaring inden for vaskemidler, rengøringsprodukter og personlig pleje har virksomheden gennem årtier arbejdet målrettet med innovation, certificeringer og ansvarlige materialevalg. Allerede i 1993 introducerede Nopa Nordic et af Danmarks første Svanemærkede vaskemidler, og i 2022 blev virksomheden den første i sin branche til at opnå certificering efter UN Global Compact SDG Ambition med dokumenteret arbejde op mod FN’s verdensmål. Den tilgang tog de med ind i projektet – ikke kun som markedsføringselement, men som en konkret arbejdsmetode med fokus på dokumentation, sporbarhed og målbare resultater.
Det betød blandt andet, at projektet tog udgangspunkt i eksisterende ressourcer frem for at producere alt fra nyt. Trækonstruktioner fra Nopa Nordics messestand fra 2019 blev demonteret, tilpasset og genintegreret i de nye standelementer, hvilket reducerede behovet for nyproduktion væsentligt. Det nye træ, der blev anvendt i produktionen, var FSC-certificeret og udvalgt med fokus på dokumenteret oprindelse og ansvarlig skovdrift. Planter og grønne elementer blev indkøbt hos lokale leverandører tæt på messeområdet for at minimere transportafstande, og gennem hele projektet blev materialer og samarbejdspartnere valgt ud fra kriterier om dokumentation, tilgængelige miljødata og sporbarhed i leverandørkæden.
Møblerne på standen blev blandt andet leveret af FDB Møbler, hvor både materialevalg, holdbarhed og design til lang levetid er dokumenteret som en del af produkternes udvikling. Derudover indgik løsninger fra danske Small Revolution og A Circular Design Studio, som arbejder med cirkulær produktion og omdanner industrielle plastrester til nye møbler og interiørløsninger. Polstringen blev produceret af tekstilfibre fra genanvendte jeans i samarbejde med Le Métisse og den franske indsamlings- og genbrugsorganisation Le Relais, mens hylder, podier og plantekummer blev fremstillet i 100 % genanvendt plast fra The Good Plastic Company, som dokumenterer materialernes oprindelse og genanvendelsesgrad.
Easy Fair’s rolle som projektansvarlig var at samle alle disse løsninger i ét samlet standkoncept, koordinere processen på tværs af leverandører og sikre sammenhæng mellem ambitioner, design og det færdige resultat. Samtidig gjorde samarbejdet med Målbar det muligt løbende at dokumentere effekten af de konkrete tiltag og omsætte beslutninger til målbare data.
Resultatet var markant. I 2022 blev Nopa Nordics messestand beregnet til et samlet CO₂-aftryk på 34,8 ton CO₂e. Efter redesign, genanvendelse af eksisterende materialer og optimering af materialevalg og produktion blev aftrykket i 2024 reduceret til 18,4 ton CO₂e. Det svarer til en samlet reduktion på 47 %. Beregningerne blev udarbejdet på baggrund af dokumenterede data fra materialer, transport, produktion og genanvendelse gennem hele projektet og er dermed ikke et estimat, men et konkret og målbart resultat af de valg, der blev truffet undervejs.
For os i Easy Fair er casen med Nopa Nordic et eksempel på, hvad der sker, når samarbejde bygger på fælles retning, gennemsigtighed og konkrete handlinger. Det handler ikke om enkeltstående løsninger, men om at arbejde systematisk med materialer, design, dokumentation og løbende forbedringer.
Og vi er ikke færdige med at måle – vi arbejder fortsat på at forbedre os.

